Venter spændt på tilbagemelding fra Rotary. Er så spændt på at høre om jeg er kvalificeret til at blive udvekslingsstudent. Det er faktisk ret underligt at vente på svar, der skal afgøre ens "fremtid".
Samtidig er jeg kommet længere ned på ventelisten til den efterskole jeg aller aller helst vil på, hvilket jo er mega nedern, når jeg lige gik og håbede at jeg snart var kommet ind.
Tænk hvis jeg ikke kommer med som udvekslingsstudent og ikke kommer ind på efterskolen. Det ville være mega surt, men jeg ville ikke kunne gøre en skid ved det. Og det skræmmer mig.
Jeg synes det er underligt at tænke på at jeg måske om et år står i en fremmed by, i et fremmed land, med et (næsten) fremmed sprog, og en masse fremmede mennesker. Det at skulle tage ansvar for mig selv og min egen røv og stå på egne ben virker helt vildt, og jeg kan næsten ikke forstå det.
Måske skulle jeg bare glemme det for et par dage, og så se hvad der sker? Måske skulle jeg skubbe det hele til side og forvente alt og intet på samme tid? Måske skulle jeg bare lade værre med at forvente for meget, og dermed lade værre med at blive skuffet. Måske er det faktisk en god måde at leve på? At sætte alle sine forventninger helt i bund, så man ikke bliver skuffet, men nærmest kun bliver glædeligt overrasket.
Måske.
Samtidig er jeg kommet længere ned på ventelisten til den efterskole jeg aller aller helst vil på, hvilket jo er mega nedern, når jeg lige gik og håbede at jeg snart var kommet ind.
Tænk hvis jeg ikke kommer med som udvekslingsstudent og ikke kommer ind på efterskolen. Det ville være mega surt, men jeg ville ikke kunne gøre en skid ved det. Og det skræmmer mig.
Jeg synes det er underligt at tænke på at jeg måske om et år står i en fremmed by, i et fremmed land, med et (næsten) fremmed sprog, og en masse fremmede mennesker. Det at skulle tage ansvar for mig selv og min egen røv og stå på egne ben virker helt vildt, og jeg kan næsten ikke forstå det.
Måske skulle jeg bare glemme det for et par dage, og så se hvad der sker? Måske skulle jeg skubbe det hele til side og forvente alt og intet på samme tid? Måske skulle jeg bare lade værre med at forvente for meget, og dermed lade værre med at blive skuffet. Måske er det faktisk en god måde at leve på? At sætte alle sine forventninger helt i bund, så man ikke bliver skuffet, men nærmest kun bliver glædeligt overrasket.
Måske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar